Louise Lundberg Claesen
Louise Lundberg Claesen er en skønlitterær forfatter, der foreløbig har udgivet fire romaner og en digtsamling. Hendes tre første bøger er udkommet på både dansk og engelsk.
Louise blev født i København, men boede det meste af sin barndom i Roskilde. Takket være sin stedfar voksede hun op i et hjem med mange bøger, klassisk musik, en interesse for kunst og rejser til især Frankrig. Som barn læste Louise et hav af bøger og fandt tidligt ud af, at hun selv ville skrive, og at hun ville studere litteraturvidenskab.
Da Louise var midt i 20’erne, havde hun en meget stærk åndelig oplevelse, som inspirerede hende til at skrive digtsamlingen Hannahs sang.
Louise blev færdig som cand.mag. i litteraturvidenskab i 2003 og gav sig derpå i kast med at skrive sin første roman. Efter at hendes debutroman, Camille, havde været tæt på at udkomme på først Forlaget Per Kofod og siden Tiderne Skifter; samarbejder, der af forskellige årsager gik i vasken, besluttede hun at starte sit eget forlag, og Forlaget Pazunski så dermed dagens lys.
Denne beslutning tog Louise også, fordi hun havde oplevet en modvilje mod den åndelige dimension i sine bøger fra nogle forlag, og for Louise er det helt afgørende, at det åndelige har en plads i hendes værker. Hun indså, at ved at have sit eget forlag kunne hun fuldt ud være sig selv og skrive de bøger, der meldte sig.
Louise har boet en del år på Bali og i Paris; steder, der i høj grad også har inspireret hendes forfatterskab.